Vil lige vise nogle af mine hjemmelavede miniature fuglebure og voliere. De små fuglebure er lavet af tyndt krydsfiner plader, hvori der er boret 1 mm huller og så limet små stykker blomstertråd i hvert hul. De store voliere har fået fint ståltrådsnet i sider og på front. Alle de små fugle er lavet i Fimo og limet fast på grenene, så de ikke skvatter ned i bunden, selvom de har små fine ståltrådsben.
Category Archives: DIY
Nogle af mine miniature fuglebure
Se min nye hæklede bøjletaske
Så blev den endelig færdig, jeg har nok også hæklet lidt på den hele vinteren. Ideen fik jeg af Karen fra miniature, hun havde lavet en i bomuldsgarn, tror jeg nok. jeg var bare vild med den. Jeg havde en kasse med forskellige ruller af DMC garn, som jeg havde fået af min veninde Karin, vist fra hendes mors gemmer. Min er hæklet med dobbelt tråd nr. 8 og hæklenål nr. 1.5. Snoren, som skal udgøre hank, har jeg lavet som en såkaldt “hestetømme” på en strikkelise, jeg har dog sat en kraftig sejlgarnssnor inden i. Bøjlen er fra en gammel bøjletaske fra min farmor. Så ren genbrug og gaver. Glæder mig til at lufte den til sommer.
Hygge med mange stearinlys
Mange stearinlys kræver mange lysestager, men hvem har ikke det? Er der noget skønnere end komme hjem efter en lang gåtur, enten med vandet eller i skoven, hvor man er blevet blæst godt igennem. Komme hjem og hygge med kaffe eller te og så tænde en masse stearinlys i denne lidt mørke tid. Alle disse gamle tin lysestager har jeg fundet på enten loppemarked eller i genbrugsbutikker. Jeg har samlet nogle af dem på en gammel skiferplade. Det gode ved dem er jo også at de ikke skal pudses.
Nissetøjet vasket og hængt til tørre
Ja julen nærmer sig og så skal nissefar og nissemors tøj jo være fint og rent. En ret sjov form for julepynt til et vindue her i julemåneden. Fandt mønsteret på Kreative Dage i Fredericia. Det er købt hos Hobbygården fra Spentrup. Alle delene er først klippet ud i pap, derefter er alle stofstykkerne håndsyet omkring papstykkerne, altså både for og bag. Hyggelig lille projekt at sidde med foran fjernsynet om aftenen. De færdige beklædningsdele er derefter hængt op på en snor med små træ tøjklemmer.
Dørstopperhund syet i stof
Denne lille dørstopper hund er syet af møbelstof og fyldt med bamsefyld, dog har den nogle tunge runde strandsten i hver ben, så den står fast, når døren vil smække i. Den er 20 cm høj. Mønstret er fra Stof og Stil, hvis du selv skulle få lyst til at lave din egen lille hund.
Rustent jern og gamle gulvbrædder har også charme
Et gammelt jernstativ, som min bror havde fundet, det var vind og skæv, men fik nogle dask af hammeren og så blev det svejset lidt, hvor det var gået i stykker. Et par gamle gulvbrædder havde brormand også på lager. Så fik jeg lige lavet et lille robust havebord til mine kommende juledekorationer. Mit havebord med B.W. platterne kan vist ikke tåle frost.
Småting støbt i beton
Her er lige et lille udpluk af hvad jeg fik støbt sidste søndag, jeg har brugt diverse små plastik forme, kageforme og latex forme, som jeg har lavet over pynte græskar. Urtepotterne er støbt i nogle tynde urtepotteskjulere og så med et engangsbæger med grus i midten. Det er nemt at fjerne, når betonen er tør. De forskellige forme er penslet med madolie lidt ligesom når man skal bage kager. Den sidste urtepotte skjuler er en gammel hæklet serviet, som er dyppet i beton og lagt til tørre over urtepotte.
Andepar under blomsterkrukkerne
I denne skønne sensommer, når man er færdig med at klippe buske, save grene af og køre på genbrugsstationen mv. så er der jo tid til de små hobby aktiviteter, såsom sidde på terrassen og nyde solen, mens man laver ænder af kyllingetråd. Det stikker lidt i fingrene i starten, men når man får teknikken og ikke tager for store stykker tråd eller net af gangen, så er det bare hyggeligt. Prøv det selv. Der går mere kyllingetråd til end man lige forestiller sig. Men dekorative det er de da.
Genbrug eller re-design: Taske af cowboybukser
En taske som jeg længe har villet sy af gamle cowboybukser. Den er jo rimelig nem at sy, det er faktisk kun to tasker, som man syr sammen og vender, altså i store træk. Stoffet med sommerfugle købte jeg for længe siden, syntes at sommerfuglene var gode til at bruge som applikationer på nogle af mine sy projekter. Men det ser nu også fint ud, når for stoffet, som man her kan se, er det samme som de applikerede sommerfugle på forsiden af tasken, hvor det skal se ud som om de kommer flyvende op af lommen. Indvendig har tasken to lommer. Måler 35×45 cm plus hanke.
Blomster terrarium
Et nyt lille arrangement. Jeg var med min datter inde i byen og så, at alle vegne kunne man købe mini sukkulenter og kaktusser, samt diverse små urtepotter og glas beholdere.
Det måtte da prøves. Jeg har så valgt at plante nogle forskellige i en glasskål, som er fyldt med små sten og lidt kineseri. Man kan jo lave de mest fantasifulde landskaber, har jeg set på nettet. Hele arrangementet har jo også den fordel, at det er nemt at vande, selvom disse planter ikke skal have ret meget vand. 


